2016 Barolo DOCG Vigna Cappella S. Stefano
Topmark fra en af områdets bannerførere. Flot rubinrød farve og en stor åben bouquet. Her i duften fornemmer man en bred palet af noter, spænende fra små røde kirsebær til modne sorte blommer. Læg hertil sekundære noter af læder og tobak og du fornemmer storheden. Smagen er kraftfuld med stor tannin og frugtsyre, der balanceres flot af den intense frugtsmag.
Capella di Santo Stefano er absolut en af de bedste marker i Barolo distriktet og beliggende i Monforte d’Alba kommunen. Marken er tilplantet med 4000 vinstokke per hektar og dyrkes efter biodynamiske principper. Der høstes ved lavt udbytte og druerne selekteres kraftigt. Der foretages en 3 uger lang gæring, med drueskallerne, for at trække mest mulig kraft ud. Her efter lagres vinen i 24 måneder på egetræsfade. En kraftfuld Barolo, med stort potentiale.
96/ 100 point | James Suckling
"A wonderful Barolo with red fruit, such as plums and dried strawberries. Full-bodied, yet tight and reserved, which makes the wine firm and layered. Chewy finish. Classy structure. "
Rocche Dei Manzoni
Da Valentino Migliorini sammen med sin kone Iolanda køber vingården Rocche Dei Manzoni i 1972, er det under stor skepsis fra de andre vinbønder i området For Valentino kommer slet ikke fra Piemonte, men er en succesfuld restauratør fra Emilia-Romagna, hvis restaurant har opnået Michelinstjerne-anerkendelse, og nu er han på udkig efter sit næste, gastronomiske eventyr, og det skal handle om vin!
Han er ikke opvokset i Barolo, og derfor har han ikke fået masseret områdets regler og dogmer ind fra barnsben. Så til de lokales store forundring, afskaffede han de store og traditionelle botti-fade, til fordel for små barriquefade, når han skulle lagre sin rødvin. Det blev begyndelsen på et kæmpe stilskifte i Barolo, og Valentino Migliorini blev en af de første modernister i Barolo.
De modernistiske vine var blødere, rundere og kunne drikkes langt før de traditionalistiske, som ofte krævede årtier i kælderen, før de kunne nydes. Det var et nybrud i måden at tænke Barolo-vin på, og Rocche Dei Manzoni gik fra at være en kættersk tilflytter, der begik overgreb på traditionerne, til at være et ikon og en pioner i regionen.
I dag ledes vingården af Valentinos Migliorinis søn, Rodolfo, som driver Rocche Dei Manzoni videre i sin fars ånd. Han er heller ikke bange for at afsøge nye metoder, og har som et af sine egne tiltag indført lagring i cement-æg.
Vinene fra Rocche Dei Manzoni er storladne mesterværker, der tør genfortolke en så udødelig klassiker som kongernes vin, Barolo. En svær mission, men Rocche Dei Manzoni lykkedes med det årgang efter årgang.