Champagne Grand Cru | MA | 17 | 60 | Brut Rosé
”Denne Rosé Grand cru er den perfekte illustration af et ægteskab mellem kommunerne Les Mesnil sur Oger Grand Cru og Ambonnay Grand Cru”
Rosé Champagne er en fantastisk genre. Champagne i sig selv, balancerer altid imellem det aristokratiske og fornemme og det løsslupne og festlige. Smider man så lige begrebet rosé med i puljen, så bliver hæver man niveauet af livsnyderi, uden at det fjerner det eksklusive islæt, som naturligt tilfalder Champagne.
Valentin Leflaives Champagne Rosé er en lys og raffineret Champagne, hvor man har anvendt små 11% rødvin fra Ambonnay, til at give vinen sit sarte, laksefarvede skær. Smagen er frisk med en herlig kombination af røde bær, citrus og en forsigtig tone af gær, brødskorpe og brioche, som giver den umiskendelige og indsmigrende Champagne-fornemmelse til vinen.
Denne Grand Cru Rosé Champagne er sammensat af 49% Chardonnay fra Le Mesnil Sur Oger (jord med højt indhold af flint og kalk) og 51% Pinot Noir fra Ambonnay (jord med højt indhold af ler og kalksten). Der gæres på rustfri ståltanke, og vinen får lov at lagre mindst 36 måneder på bærmen, før den degorgeres og flaskes.
Champagne Valentin Leflaive
Champagne Valentin Leflaive blev grundlagt i 2015 af Bourgogne-ikonet Olivier Leflaive fra Puligny-Montrachet. Huset er opkaldt efter sønnen Valentin.
Valentin Leflaive fremstiller champagner fra lieux-dits og cru-marker, bl.a. grand cruerne Verzy, Verzenay, Cramant, Oger, Avize, Ambonnay og Les Mesnil-Sur-Oger. Fadlagring foregår på Oliviers aflagte fade fra Puligny-Montrachet grand cru-vine. Husets stil er udtalt præcis og mineralsk – det her er gastronomi-champagner.
Samtlige Valentin Leflaive-champagner er non-vintage …og så alligevel ikke: På etiketten angives årgangen på basis-vinen i flasken. I det hele taget er etiketterne ekstremt informative med angivelser af hvilken eller hvilke marker, der har leveret druerne, samt den præcise dosage (extra brut er jo ikke bare extra brut).