2022 Dolcetto D'Alba
Sublim Dolcetto i en frugtfyldt, sprød og blomsterparfumeret stil. En vin der i sandhed følger producentens karakteristiske stil, med sin æteriske elegance og spillevende mineralitet. Vinen oser af Piemonte og klassisk Dolcetto-frugt, med noter af mørkerøde kirsebær, knuste blåbær og tørrede violer, ledsaget af frisk balsamico, røde roser, grøn peber og lakrids. Saftig, spændstig og mellemfyldig mund, med finpoleret tanninstruktur der nænsomt bider fra sig. Smagen følger næsen til dørs, med en kavalkade af vilde blåbær, kirsebærekstrakt, knuste sten og rosenblade, ledsaget af kamfer, frisk muld og viol-lakrids. En længelevende og meget udtryksfuld finale, med velkomponeret syre og en næsten fløjlsblød tekstur. Ganske enkelt en mesterlig Dolcetto - og uden tvivl én af de bedste vi har smagt!
Castello di Neives Dolcetto d’Alba er en del af den klassiske linje hos producenten og er en hyldest til denne traditionelle Piemontesiske specialitet. Saftig, intens, elegant og frugtfyldt på samme tid; i særdeleshed en sammenkobling af tradition og producentens stilistiske elegance. Udelukkende vinificeret og lagret på ståltanke - for netop at bevare frisk- og frugtighed i den endelige vin.
Castello di Neive
Castello di Neive’s moderne epoke startede i 1963 da familiens patriark Giacomo Stupino købte slottet og dets imponerende kælder, foruden en del af ejendommens dertilhørende land - herunder den famøse monopol-mark Santo Stefano.
I dag drives Castello di Neive videre af Giacomo’s søn, den tidligere ingeniør Italo Stupino. Med et fast hold af ønologer og videnskabsmænd i ryggen viderefører Italo således familien’s overordnede filosofi. Tradition, ”research” og kreativitet i både vinmark og kælder – hvilket i sandhed har været med til at gøre Castello di Neive til én af kommunens absolutte bannerførere. Den 60 hektar store ejendom indbefatter i dag følgende markbesiddelser i Neive-kommunen: Santo Stefano, Basarin, Gallina, Marcorino, Montebertotto, iCortini og Valtorta.