Maison Ambroise
Familien Ambroise har lavet vin i Bourgogne siden 1940’erne og arbejder ud fra den devise, at deres vinproduktion er "en jagt efter den bedste måde at omsætte vores terroir på". Det har betydet, at familien igennem flere generationsskifter har formået at forny sig, følge med tiden og konstant holde sig relevante og interessante. I dag er det Ludivine og François Ambroise, der står ved roret, og under deres ledelse har vingården bevæget sig i en grøn og bæredygtig retning. Der arbejdes skånsomt i marken, og dogmerne handler om bæredygtighed og biodiversitet.
Ambroise er en vingård, hvor vi ved hver eneste nye årgang kan smage, at de er blevet bedre. I deres portefølje har de 20 forskellige appellationer, og de formår at formidle hver og en personligt og troværdigt. Og så kan man få lov at købe deres vine til priser, der sjældent ses så venlige i Bourgogne.
Så elsker du vinene fra Bourgogne, og har du endnu ikke stiftet bekendtskab med vinene fra Ambroise, så har en af regionens mest træfsikre vinoplevelser fløjet under din radar alt, alt for længe.
Bourgogne
Vin fra Bourgogne er kendt i hele verden, selve navnet Bourgogne er sød musik i de fleste vinentusiasters ører. Hjemstedet for nogle af verdens mest elegante, ypperlige, silkebløde og forføreriske vine på druesorterne Pinot Noir fra Bourgogne og Chardonnay, der forsøges efterlignet af producenter over hele verdenen.
Bourgogne er beliggende i det centralt østlige Frankrig og strækker sig med 220 kilometers afstand, fra Chablis til byen Lyon. Regionen har altid haft en særlig plads i Otto Suenson’s hjerte, og det er med stolthed i stemmen, at vi i dag kan kalde os selv for én af landets førende Bourgogne-importører.
Chardonnay og Pinot Noir er regionens vigtigste druesorter og er uden tvivl dem der har gjort vin fra Bourgogne så berømt. Man skal dog ej forglemme (eller underdrive) druesorten Aligoté, som i højere og højere grad er kommet i fokus hos mange af de kvalitetsorienterede producenter. Gamay er hoveddruen i Beaujolais, en fantastisk rød druesort der er bedre egnet i det varmere beliggende klima i den sydlige ende af regionen.
Vin fra Bourgogne underinddeles overordnet set i 5 subregioner: Chablis, Côte d’Or, Côte Chalonnaise, Mâconnais og Beaujolais. Côte d’Or underinddeles yderligere i hhv. Côte de Nuits og Côte de Beaune, hvor Bourgognes absolut mest sagnomspundne kommuner og vinmarker findes. Klimaet i Bourgogne rangerer fra køligt fastland i nord til mere moderat (og semi-kontinentalt) i syd, og jordbundsforholdene er et decideret skakspil i sig selv. De korte somre og forårsfrost er nogle af Bourgognes største klimatiske udfordringer, hvilke i høj grad er ansvarlige for de betydelige årgangsvariationer som regionen lider under. Selve markens placering og eksponering er af altoverskyggende betydning i Bourgognes særlige og meget detaljerede klassifikationssystem.