Premier Cru-marken Grand Clos Rousseau ligger i den vestlige del af Santenay-kommunen, og er kendetegnet ved at indeholde jordyper af lettere karakter. Det betyder, at vinene fra Grand Clos Rousseau er mere yndefulde og elegante. Og det er et udgangspunkt, som Sylvain Morey synes er helt perfekt!
Sylvain Moreys fingeraftryk på vinene er altid hans lette, svævende og nærmest æteriske tekstur. Så når man er i besiddelse af en Premier Cru-mark, som blandt nørderne er kendt som en af Santenays mest elegante, så er man en lykkelig vinbonde. Selv fremhæver Sylvain Morey denne cuvée som en, der står ud fra resten af hans portefølje med sin styrke og længde, men husk, at styrke og intensitet, i en vin fra Sylvain Morey, er noget helt andet end i resten af Bourgogne. Hos ham svæver alting yndefuldt rundt på paletten, men uden at det virker tyndt og pjasket. Der er rigeligt med smag at spore her, det er bare pakket utroligt elegant ind.
Sørg for at nyde vinen af store bourgogneglas, så du kan slynge alle smagsnoterne ordentligt op af glasset.
Vinen er lagret i 350 og 228 liters fade i 20 måneder, hvoraf 30% har været nye. Vinen har gæret på 50% afstilkede klaser.