Elegance er Benjamin Lerouxs varetegn, og selv i vin fra en robust kommune som Nuits-Saint-Georges, formår han at fremhæve det yndefulde i områdets terroir. Sjældent har vi oplevet Nuits-Saint-Georges formidlet så interessant, og for alle Bourgogneelskere vil det være lige dele spændende og forfriskende, at opleve den velkendte kommunes udtryk fortolket i et helt nyt lys.
I sin 2021 Nuits-Saint-Georges bruger Benjamin Leroux druer fra 3 forskellige marker: Aux Saint-Jacques og Aux Herbues, der begge grænser op til Vosne-Romanée og så Fleurières, der ligger i centralt i Nuits-Saint-Georges, langs kommunens stribe af Premier Cru-marker, og grænser op til Premier Cru-marken Les Pruliers.
Benjamin Leroux har blandet lige dele af de tre marker i sin vin, og tilsammen udgør blandingen sød musik. Leroux siger selv, at han ikke kan lide begrebet “winemaker”, fordi han ser ikke sig selv som en, der skaber vin. Det er terroiret selv, der gør det. Men uanset hvad, så må man bare sande, at kun meget få, gør det så godt som ham, så et eller andet, må han gøre.
2021 Nuits-Saint-Georges stråler med både mørke og røde bær, med krydrede undertoner der giver dybde til smagsbilledet. Benjamin Lerouxs forkærlighed for helklase gæring skinner igennem i vinens struktur, hvor klassisk Nuits-Saint-Georges power, bliver serveret yndefuldt og elegant. Allerede i sin ungdom smager den fantastisk, men gem den endelig væk i vinkælderen, hvis du kan - vinen har et betydeligt lagringspotentiale.
Nyd vinen ved 14 grader, gerne af rummelige bourgogneglas.