Sylvain Morey laver rød Bourgogne, som er helt utroligt let, saftig og porøs. Ja, vinen føles nærmest så let, at det er lige før den svæver op af glasset, af sig selv. Farven er nærmest transparent, men vinen gemmer alligevel på en imponerende energi og dybde. Premier Cru-marken, som leverer druer til denne magiske cuvée, befinder sig midt i Chassagne-Montrachet og er beplantet med både Pinot Noir og Chardonnay.
I moderne tid er Chassagne-Montrachet mest kendt som en hvidvinskommune, men det er relativt nyt. I gamle dage stod der Pinot Noir flere steder, også i denne mark, men i dag er der kun 6% Pinot Noir tilbage i Les Champs Gain-marken, og Sylvain Morey værner om dem! Han er blot én ud af to, som fremstiller rødvin fra Les Champs Gain, og vi er ham afsindigt taknemmelige for det, for det ville være en forfærdeligt at leve i en verden, hvor denne vin ikke kunne opleves!
Frugten er helt sart og underspillet, og ribs, tranebær, hindbær og jordbær kigger forsigtigt frem i smagsbilledet, men bliver hængende længe nok til at cementere, at der er brugt druer af særlig høj kvalitet. Den velkendte fornemmelse af skovbund og efterårsskov suser rundt i baggrunden af smagsbilledet, og et mineralsk følger med den syngende, friske syre. Vinen har lagret i 350- og 228-liters egetræsfade i 18 måneder, hvoraf 35% har været nye.