Barbeito, "the Lafite of Madeira"!
Man har lavet vin på Madeira siden 1400-tallet, og den portugisiske hedvin har været lovprist af flere historiske personligheder, der tæller både George Washington, Thomas Jefferson og Winston Churchill. Men alligevel så det sort ud i 1946, da 2. verdenskrig var ved at kvæle Madeira-industrien. Men alligevel valgte Mario Barbeito at grundlægge sin vingård, for han troede på en fremtid for Madeira.
Mens andre producenter begyndte at producere kvantitet over kvalitet for at sikre sig indtægter, bed Mario Barbeito sig fast og nægtede at gå på kompromis med sine vine. Det blev en tilgang, som gik i arv til hans datter, Manuela, og videre til hans barnebarn Ricardo, som i dag leder vingården. Helt i sin Morfars ånd har Ricardo skabt en portefølje fyldt med signatur-cuvéer, der mesterligt repræsenterer Madeiras lange historie og i den grad fremviser potentialet for øens vine.
Ricardos eget, geniale præg, er hans evne til at give Barbeitos vine et tydeligt terroir-præg og et unikt, yndefuldt udtryk. En så ikonisk stil af Madeira, at det har fået den anerkendte vinanmelder, Jancis Robinson, til at kalde Barbeito "the Lafite of Madeira" – med henvisning til det legendariske Grand Cru Classé slot, Château Lafite Rothschild.
Madeira – den unikke, brændte hedvin.
Madeira er kendetegnet ved at have en distinkt brændt tone. Det udtrykker sig som brændt karamel, ristet kaffe, brændte mandler – og associationer fortsætter! Udtrykket opstod oprindeligt, fordi Madeira, med sin unikke beliggenhed i Atlanterhavet, var hyppigt brugt af handelsskibe. Skibene tog Madeira-vin med sig på dækket, som så blev sejlet igennem varme tropiske egne. Her blev fadene udsat for høje temperaturer om dagen, når solen bagte ned over dækket, mens de kølige nætter bragte temperaturen ned igen. Denne vekselvirkning gav en helt unik, brændt og karameliseret tone til de søde Madeira-vine – og forbrugerne elskede det! Ingen andre i verden kunne lave hedvin, der smagte sådan.
Siden har man effektiviseret processen, så man ikke behøver at sejle sine Madeira-fade rundt på de syv verdenshave for at opnå den optimale lagring.
I dag anvender man to forskellige metoder til at lagre sine Madeira-vine:
Estufagem:
Med denne metode lagrer man sin Madeira-vin på rustfrie ståltanke og leder varmt vand igennem vinen med et rør for at udsætte den for varmepåvirkning, der minder om den, man oplevede på dækket af handelsskibene. Det er den billigste metode og anvendes derfor oftest på entry-level cuvéerne af Madeira.
Canteiro:
Canteiro-lagring foregår i egetræstønder på varmelofte, hvor Madeiras eget varme klima sørger for at opvarme fade om dagen og derefter reducere temperaturen om natten. Det er denne metode, som kommer tættest på den vekselvirkning, man opnåede på handelsskibene, og den anvendes til de bedste Madeira-cuvéer.
Kend din Madeiras sødme og stil baseret på druesorten
Størstedelen af Madeira laves på en rød druesort kaldet Tinta Negra Mole. Den bruges både til at lave entry-level cuvéer, men også til storladne og meget seriøse årgangsvine, der i Madeira kaldes for Frasqueira. Udover Tinta Negra Mole anvendes der også typisk fire forskellige hvide druesorter, som angives på Madeira-etiketterne, da de er synonyme med en sødmegrad og stil for hedvinen.
Sercial: Den tørreste udgave af Madeira. Der er stadig sukker til stede, men den store, fyldige og brændte sødme er nedtonet, og i stedet udtrykker vinen sig med et væld af mineralske og citrusnoter. En vin, der passer godt til det salte køkken. Barbeito betegner selv stilen som "Dry."
Verdelho: Barbeito kalder selv stilen her for "Medium Dry." Her er stadigvæk rigeligt med friskhed og citrus, men nu begynder det sødmefulde at blande sig. Bagte frugter og tørrede noter blander sig i det ellers mineralske univers.
Boal: Her er der tale om en "Medium Sweet" vin. Citrusnoterne begynder virkelig at træde i baggrunden, og en sødmefulde toner af tørrede frugter, brændte mandler og bagekrydderier regerer nu. En vinstil, som er fantastisk til modne oste eller desserter med saltkaramel.
Malvasia: Den sødeste og mest komplekse af de fire grundstile af Madeira. Barbeito angiver den selv som "sweet," og nu er citrusfornemmelserne helt i baggrunden, og i stedet står en dyb, mørk og krydret smagspalette, der ofte udtrykker sig med noter af nødder, brændt sukker, bagekrydderier og tørret frugt. Det er en stil, som de gamle Madeira-koryfæer gerne drikker helt for sig selv, men skulle der noget på siden, så vælg en god, kraftig ost.
Er du blevet nysgerrig efter at opleve potentialet i vinene fra Madeira, så er Barbeitos udvalg af cuvéer et formidabelt sted at vælge din første Madeira-oplevelse fra.