Vinverden befinder sig midt i en spændende udvikling. Verden over træder nye forbrugere ind på markedet med nye smagsløg, nye interesser og en helt ny forståelse af vin. Og producenterne, de følger med. For de dugfriske vindrikkere er på jagt efter nye og spændende ting, og det er der et stort potentiale i! En af de nytænkende og fremadstormende producenter, det er makkerparret Régis og Sylvain. De gik sammen i 2017 for at skabe et vinprojekt funderet i solide værdier og med en vision om at udfordre den konventionelle måde at tænke vinproduktion på og tilfredsstille den nye generations tørst efter god vin til ordentlige priser.
Kvalitet, identitet og gode priser!
Régis og Sylvain har set et hul i markedet. Forbrugerne har alle dage haft svært ved at navigere i det enorme udbud fra vinens verden, så nu vil de give dem en sikker havn at fortøje deres vintørst i. Og den tillid skal bygges på tre urokkelige grundværdier: Kvalitet, identitet og vigtigst af alt: moderate priser på vinene. De ønsker at lave om på måden, man som producent går til sin produktion på, og derfor opkøber de druer fra alle Frankrigs fire hjørner og vinificerer og flasker dem i de respektive regioner. På den måde kan de skabe en alsidig portefølje af vine, som bevarer et jordnært prispunkt. Missionen er, at du som forbruger altid skal kunne regne med kvaliteten af indholdet i flasken, når der står Régis et Sylvain på etiketten – at når det let genkendelige logo lander, så ved du, at der er grund til at glæde sig til indholdet i flasken. Du kan altid forvente genkendelighed i forhold til den druestort, og det område der står anført på etiketten, og den saftige og frugtige stil som Régis og Sylvain er synonymt med, den gennemstrømmer samtlige flasker i udvalget.
Så velkommen til en ny måde at tænke vinproduktion på, en måde, hvorpå det i sidste ende er os som forbrugere og vinelskere, som vinder. Men hvad er det for kræfter, der står bag dette nytænkende projekt? Jo, det er såmænd to fætre, en ønolog og en finansmand – der har én altoverskyggende fælles passion: vin.
The Winemaker & the Manager
Bag Régis et Sylvain navnet gemmer der sig to fætre, som begge siden barnsben har haft vin helt inde på livet. Men hvor den ene faldt i tønden med det samme, og viede sit liv til at studere de ædle dråber, så tog den anden en tur ud i finansverdenen, før skæbnen til sidst førte dem sammen i et stærkt familieforetagende.
Sylvain Grosshans er barnebarn af en Champagneproducent, og har lyttet til fortællinger om arbejdet i mark og kælder, så længe han kan huske. Det førte ham ud på en lang rejse i vinens verden, der startede med at studere Ønologi, som førte ham videre til at lære kældermesterens metoder ved Didier Simoni hos Château Barbanau i Provence og til Sydney i Australien, hvor han arbejdede først som sommelier og siden som importør af franske vine. Med andre ord har Sylvain været hele vejen rundt om vinens rejse fra stokken til forbrugeren. Men på trods af den glorværdige tilværelse i Australien, så savnede Sylvain sit hjemland og arbejdet i mark og kælder. Så da hans fætter, Regis Tuccinardi, kontaktede ham med en idé til et vinprojekt, så var han ikke i tvivl – det var tid til at vende hjem til Frankrig!
Régis Tuccinardi er uddannet ingeniør og har arbejdet 12 år i finansverdenen. Men ligesom Sylvain, så har han også haft vin inde på livet siden barnsben. Régis’ far lavede vin på hobby-plan, og hvert år Régis til ved farens vinpresse, når årets cuvée skulle flaskes. Det plantede et frø i ham, som med årene voksede sig større og større. I 2017 kunne han ikke længere benægte vinverdens trækken i ham, og han forlod sit arbejde i finans for at hellige sig livet som vinproducent sammen med Sylvain Grosshans. Og således var et nyt og innovativt makkerpar i vinens verden født. Sylvain som ham der styrer vinproduktionen, og Régis som står for logistik, finans og marketing.
Vin fra flere steder i Frankrig
Hovedkvarteret for Régis og Sylvain er i Marseille, men deres vine kommer fra flere steder i Frankrig. For modsat traditionelle vinproducenter, så ser de ikke sig selv som forbundet til ét geografisk område. I stedet vil de være synonyme med en stil og kvalitet af vin, som forbrugerne kan forholde sig til og regne med. Derfor holder sig ikke tilbage for at gennemsøge hele Frankrig for at finde druer, som kan sikre, at det er netop den oplevelse der venter i deres vinflasker. Derfor finder man både Muscadet Sevre et Main, Sauvignon Blanc fra Loire og Bourgogne blandt cuvéerne i deres portefølje. De vinificerer i de respektive regioner, og sørger for at flaskerne altid reflekterer den natur og jord, de er født af.
Således er der altid flere forskellige vinstile at gå på opdagelse i hos udvalget fra Régis og Sylvain, som dog alle har det til fælles, at både smag, pris og udtryk står snorlige. Så til alle de forbrugere, der søger det træfsikre og prisvenlige, der har Regis og Sylvain viet deres liv til at give dem netop det.