Domaine MIA er et nyt og bæredygtigt kapitel i en allerede lang og glorværdig historie.
Domaine Louis Max var en respekteret vinproducent, som med hovedsæde i Nuits-Saint-Georges lavede vin fra både Côte d’Or og Côte Chalonnaise. Men vinens verden er i en konstant udvikling, og for at holde sig relevant, er man nødt til at springe på udviklingstoget, ellers bliver man efterladt på perronen.
Hos Domaine Louis Max vidste man at fremtidens succes skulle skrives af den nye og unge generation. Ansvaret for vingården overgik derfor til ejerens datter, Mia Subotic, og med hende ved roret har vingården gennemgået en kvalitet-renæssance.
Ambitionen er at blive 100% biodynamiske
Mia Subotic tror på, at de bedste druer bliver skabt gennem en praksis i marken, som respekterer naturen, ved at lade mennesket blande sig så lidt som muligt. Derfor var et af hendes første tiltag på vingården at igangsætte en total konvertering af deres praksis til biodynamisk. Det er en langsommelig og kompliceret proces, men de første tiltag er allerede iværksat, og indtil da gør Mia Subotic og hendes hold, alt hvad de kan, for at sikre at produktionen opnår et så højt niveau som muligt.
Et af eksemplerne på produktionens grundighed er udstyret på flaskerne. Proppen er lavet af kork fra en bæredygtig produktion, folien er fremstillet af genbrugsaluminium og etiketten er lavet af papir, som er sammensat af uldfibre og farven er fri fra forurenende metaller.
Domaine MIA er value-vin fra Côte Chalonnaise I Bourgogne.
Domaine MIA producerer vine med udgangspunkt i Côte Chalonnaise, hvor det er områderne Mercurey og Rully som danner rammerne for produktionen. Côte Chalonnaise er et område som de seneste år er steget helt utroligt i efterspørgsel og kvalitet. Det skyldes en kombination af fornyet tro på området fra producenternes side, og en pludselig opmærksomhed fra forbrugernes. En af det afgørende faktorer er, at vinene fra det eksklusive Côte d’Or simpelthen er vokset ud af proportioner. Derfor søger producenter såvel som købere imod Côte Chalonnaise for at finde marker og vin, som holder højt niveau, og som samtidigt er til at betale.
Stor kvaltiet til relativt små priser er en kombination af faktorer, som i den grad gør sig gældende for vinene fra Domaine MIA. Vi oplevede det på egen krop, da vi i efteråret 2022 besøgte Domaine MIA, hvor de opsummerende ord lød ”[…]virkelig nogle flotte flasker til en forrygende pris. Her får man virkelig noget for pengene”.
Det er et sjældent prædikat at kunne sætte på Bourgogne-vin i disse dage. Men ikke desto mindre gør det sig gældende for Domaine MIAs vine.
Vinene fra Domaine MIA
Mia Subotic er ung og ny i vinbranchen, men hun er ikke alene om at navigere i den. I marken er hun flankeret Alain Charleux, som har årelang erfaring med at få vinstokke til at yde deres bedste i Côte Chalonnais. I kælderen er det stortalentet David Duband som svinger taktstokken. Han er anset for at være en af Bourgognes bedste winemakers, og han låner både sin ekspertise til Mia Subotic såvel som Alain Charleux.
Det er nyt for David Duband at arbejde med druer fra Mercurey og Rully, men det nye terræn er hurtigt blevet hjemmevandt for ham. Han har taget vigtigt metoder med sig fra sin tid i Côte de Nuits, hvor det særligt handler om lav anvendelse af svovl. Det er med til at fremhæve det frugtige og rene i vinene. Men det forpligter, for det kræver druer af høj kvalitet og en helt afsindig ordentlighed i kælderen, for at undgå fejl i vinen. Men bare rolig, hos Domaine MIA er er der ingen slinger i valsen.
I kælderen stamper man vinene med fødderne efter gammel opskrift, og vinene gæres på 20-25% nye egetræsfade. Hvidvinene får lov at ligge i 10 måneder, mens de røde ligger 12-13 måneder.
Det er skønne vine med et ærligt og tydeligt terroir aftryk. Præcis som det bør være, når der produceres seriøs Bourgogne-vin.