Château Belgrave er beliggende lige op til kommunen Saint-Julien, kun adskilt af et lille vandløb, og med Château Lagrange som nabo. Oprindeligt var det anlagt som jagtslot helt tilbage under Louis d. 14.’s regeringstid. Coutanceau-familien beplanter sidenhen ejendommens første vinstokke, som i denne periode ligger navn til både slot og vin. Ejendommens moderne epoke starter i 1845, da den engelske Bordeaux-købmand Bruno Deves overtager ejendommen og omdøber slottet til dets nuværende betegnelse: Château Belgrave. Vinproduktion opprioriteres frem for jagt, hvilket betyder at Deves ombygger slottet, med installation af både vineri og lager. Vinen bliver hurtig berømt og slottet klassificeres 5. Grand Cru Classé i forbindelse med den historiske 1855-klassificering.
Slottet gennemgår en lang periode hvor det lider under et noget ”blakket ry”, mest af alt kendt for produktion af middelmådig Médoc, som slet ikke lever op til sin tildelte status. Frelsen kommer så sent som i 1980, da Bordeaux-firmaet Dourthe (som ejer flere forskellige anerkendte slotte i Bordeaux) overtager ejendommen. Slottet undergår en total forvandling med renovering af både vineri og kælder, foruden en omfattende genplantning af ejendommens vinmarker og minutiøs kortlægning af de forskellige parceller. I midten af 80’erne ansættes den berømte ønolog Michel Rolland som konsulent og Château Belgrave gennemgår nu en decideret ”kvalitets-revolution”.I dag består det engagerede team af direktør Fréderic Bonnafous, kældermester Antoine Gonzales og den vinmarksansvarlige Martial Gelder, som sammen med Michel Rolland som konsulterende ønolog, har drevet slottet til dets nuværende position. Château Belgrave har aldrig stået stærkere – og indtager endeligt sin plads blandt eliten i Haut-Médoc.
Slottet er beliggende i kommunen Saint-Laurent, lige udenfor appellationen Saint-Julien, med adgang til en mangfoldighed af exceptionelle terroir’s. Her ejer Château Belgrave i alt 59 hektar vinmarker, der rejser sig op til 26 meter over havets overflade på de to fascinerende bakkedrag. Beplantet med 40% Cabernet Sauvignon, 35% Merlot, 20% Cabernet Franc og 5% Petit Verdot, der nyder godt af sine ganske varierende jordbundsforhold, der baserer sig på et mix af grus, sand og ler. Slottet har gennem de seneste år øget beplantningstætheden markant (op til 10.000 vinstokke pr. hektar), foruden arbejdet intenst med en minutiøs kortlægning af de forskellige parceller - netop for at sikre optimal modning på de forskellige druesorter. Slottets vin lagrer i 12 mdr. på barriques, her af ca. 30-40% nye – alt efter årgangens karakter.
Hos Château Belgrave står intet stille, hvilket manifesterer sig i slottets nyeste projekt og dedikation: Bæredygtighed, biodiversitet og yderst begrænset benyttelse af kemiske sprøjtemidler i vinmarken. Dette betyder at slottet i 2018 fik tildelt den statslige HEV-Level 3 certificering (High Environmental Value), foruden ”Terra Vitis” (en bæredygtig national sammenslutning af franske vinbønder), som begge sætter strenge, specifikke regelsæt til vinfremstilling.
Intet er statisk, eller overlades til tilfældighederne hos Château Belgrave.