2022 Gevrey-Chambertin Vieilles Vignes
Intens, magtfuld og klassisk struktureret. Denne imponerende Gevrey-Chambertin fra mere end 40 år gamle vinstokke, leverer langt over hvad etiketten antyder. Udelukkende sammensat af frugt fra Les Journeaux marken, smukt placeret på skråningen i Brochon. Generøse mængder blåbær, mørkerøde kirsebær og tørrede violer, interagerer med nuancer af skovbund, røget kød, krydret egetræ og lakrids. Kødfuld og forholdsvist kraftfuld på paletten, men samtidig frugtfyldt og med klassefuld finesse. En ungdommelig, saftig og underskovskrydret finish, med fasttømret tanninstruktur og rankrygget syre. Ganske enkelt en storslået 'Kommune-Gevrey', med et langt liv i vente!
Vinen er sammensat af frugt fra et enkelt parcel på Les Journeaux marken, der ligger i kommunen Brochon, i den nordlige ende af appellationen. Mere end 40 år gamle vinstokke, dybt forankret i den ler- og kalkstens-baserede jordbund. Udelukkende håndhøstede druer, spontangæring af mosten i en periode på 16 dage - efterfuldt af endelig lagring i 15 mdr. på egetræsfade (her af mindre andele nye).
Seguin-Manuel
Igennem knap 2 århundreder har Domaine Seguin-Manuel produceret vin i Bourgogne. I dag ledes vingården af den talentfulde Thibaut Marion, som er lykkedes med at bygge bro imellem husets forunderlige historie og nutidens trends og tendenser.
Han har både beholdt gårdens originale navn, og bevaret etiketterne, som stammer tilbage fra starten af det 20. århundrede. Men indholdet i flaskerne, det har Thibaut Marion i den grad udviklet på. Markerne er blevet økologisk certificerede og i kælderen arbejder han med lav intervention og respekt for druemosten. For i Domaine Seguin-Manuels vine er det naturen og druerne som sætter rammerne, og Thibaut Marion ser det som sit ansvar, at man i hans flasker tydeligt fornemmer den frugt, som vinene af skabt af.