2019 Gamay Seigneurie de Posanges
Saftig, charmerende og let-løbende Gamay (fra cru'erne i Beaujolais). Vinen forfører i både næse og mund, med sin rosenrøde frugt og blomstrende karakter. Smuk lys rubinrød farve, med diskrete lilla reflekser. Duften stiger op af glasset, med aromaer af søde hindbær, skovjordbær og våde rosenblade, foruden frisk timian, lakridsrod og vaniljebønne. Ren, mild og forfriskende på tungen, med en ganske blid tanninstruktur og en mundvandsdrivende frugtsyre. Røde kirsebær, søde jordbær, tranebærsaft og sommerblomster, komplimenteret af grøn-urtede undertoner og blot et strejf af vaniljekrydderi. En energifyldt, saftspændt og knasende sprød finish, der i sandhed kalder på endnu en tår. Stilistisk en vin der læner sig en smule op af en klassisk Bourgogne Pinot Noir, dog med Gamay's karakteristiske frugtighed. Den perfekte ledsager til alt fra lyst fjerkræ, kalvetatar eller stegt laks.
Den regionale appellation 'Bourgogne Gamay' kom til verden så sent som i 2011. Reglerne foreskriver at frugten udelukkende må komme fra de 10 cru'er i Beaujolais; Brouilly, Chénas, Chiroubles, Côte-de-Brouilly, Fleurie, Juliénas, Morgon, Moulin-à-Vent, Régnié og Saint-Amour. 'Seigneurie de Posanges' er navnet på et historisk monument som førhen var residens for Roland Remoissenet, der gennem 30 år ledede domainet. I dag lægger 'Seigneurie de Posanges' således navn til en serie af fantastiske vine fra producenten Remoissenet.
Remoissenet Père & Fils
I 2005 gik Roland Remoissenet på pension uden en arving til at føre gården videre. Heldigvis trådte amerikaneren Edward L. Milstein til og købte vingården. Under hans ledelse har Remoissenet gennemgået en kæmpemæssig forvandling.
Edward Milstein har sammensat et dream-team af talentfulde mennesker, til at hjælpe ham med at drive vingården videre. Bernard Repolt fra Louis Jadot er blevet salgsdirektør, Claudie Jobard (der er datter af ønologen fra Joseph Drouhin, Laurence Jobard) er chefvinmager, og Robert Parkers gamle partner og med-smager, Pierre-Antoine Rovani, er direktør for vingården.
Remoissenet er blevet løftet til helt nye højder. Vinene blevet betydeligt mere elegante, og de enkelte markers terroir-præg kommer meget tydeligere til udtryk. Idet priserne ikke er steget lige så hurtigt, som kvaliteten, kan man gøre nogle virkelig attraktive Bourgogne-køb hos Remoissenet.