2020 Confidentielle Provence Rosé La Londe AOP
Essensen af Provencialsk rosé, dog med en kompleksitet der overgår de fleste. Sprød, ren, mineralsk og med en utrolig frugtrigdom. Smuk laksefarvet i glasset, med en uimodståelig duft af middelhavs-nektariner, hvid fersken, orangeskal, lavendel og sommerblomster. Mellemfyldig på tungen, med et potpourri af lyse stenfrugter, ledsaget af komplekse toner af hvid peber og frisk fennikel. En levende syre og saltbetonet mineralitet i den lange og mundvansdrivende finale. En gastronomisk rosé, der med sin store kompleksitet, kan tøjle alt fra grillet tun til lyst fjerkræ.
Confidentielle er navnet på Figuiére's topserie. Udelukkende frugt fra husets bedste vinmarker og perfektionistisk vinifikation i kælderen. Vinen er sammensat af 55% Grenache, 25% Cinsault og 20% Mourvèdre, som alle dyrkes økologisk. Druerne kommer fra udvalgte plots beliggende i op til 660 meter over havets overflade, med jordbunde sammensat af skiffer og hvid kvarts. Ved ankomst til vineriet nedkøles druerne straks, inden de presses blidt i en pneumatisk presse. Mosten gærer på temperaturkontrollerede ståltanke, for at bevare friskhed og frugt i den endelige vin.
Figuière
Familien Combard har ejet dette økologiske domaine gennem et halvt århundrede. Målet her er at fremstille Provence vine med stor personlighed og renhed i stilen, som holder flaget højt for hele området.