2018 Aligote
Intens, sprød og frugtfyldt Aligoté, der forfører med sin underspillede fedme. Smuk citronfarvet i glasset, med gyldne reflekser. Duften stiger op af glasset, med noter af hvid fersken, grønne æbler, modne citrusfrugter og akacieblomst, ledsaget af subtile toner af mandelkerne og hø. Mellemfyldig på tungen, hvor den perfekt modne frugt, smelter sammen med en vibrerende mineralitet. Smagen følger næsen til dørs, med en potpourri af hvide stenfrugter, foruden knuste kalksten, havtorn og blot en anelse hasselnød. En saftig, lang og sprød finale, hvor den forfriskende frugtsyre lader mundvandet drive.
En oplagt ledsager til elegante serveringer med hvid fisk eller røde skaldyr, gerne garneret af vinterens kål og en syrlig Sauce Beurre Blanc.
Vinen er lavet på 100% Aligoté, den historiske, men stadigt underkendte hvide druesort i Bourgogne. Aligoté giver ofte vine med slankere krop og højere syre, sammenlignet med sin 'fætter' Chardonnay, og kan, hvis den ikke bliver taget seriøst, give simple, spidse og bittersyrlige vine. Domaine Roux's udgave er et smukt eksempel på 'seriøs' Aligoté og stilistisk fremstår den mere moden og med en næsten fedmefyldt frugt, dog uden at miste druesortens unikke karakteristika. Ganske enkelt en fremragende Aligoté, der ligeledes giver et godt indblik i producentens overordnede stil.
Domaine Roux
Less is more. Brødrene Sébastien and Matthieu Roux har indledt en ny og spændende æra for Domaine Roux. De arbejder for at gøre deres families Bourgogne-domæne mindre og bedre. Før i tiden arbejdede vingården overvejende med opkøbte druer, men i dag laver de næsten udelukkende vin på druer af egen avl. Mange marker er blevet omlagt til økologisk dyrkning, og der eksperimenteres f.eks. også med vinificering på amforaer.
Det har aldrig været mere spændende at drikke vine fra Domaine Roux, end det er lige nu, for kvaliteten på deres cuvéer bliver ved med at stige, og vinene har aldrig udtrykt sig mere personligt.