2022 RimauresQ Blanc
I glasset glimter vinen med et charmerende, grønt skær og dufter sommerligt af hvide blomster, hyldeblomst og citrus. Teksturen placerer sig et sted mellem det bløde og cremede og det slanke og elegante. Dette giver et balanceret og harmonisk udtryk til vinen, hvor det syrlige og friske udtryk serveres i en behagelig indpakning.
I denne flaske får du en spændende vin, der primært er lavet på den provencalske druesort Rolle, som også kaldes Vermentino i Italien. Rimauresq forklarer selv, at Rolle er den druesort, der på bedste vis udtrykker det enestående terroir, de arbejder med. Så hvis du ønsker en autentisk og sydfransk vinoplevelse, er denne cuvée fra Rimauresq det helt rigtige valg.
Prøv den enten for sig selv eller til en omgang skaldyr.
Domaine de RimauresQ
Særegenhed, oprigtighed, nøjagtighed, loyalitet og autenticitet – med de fem ord forklarer Rimauresq selv, hvordan de siden deres grundlæggelse i 1882 har etableret sig som én af Provences absolut bedste producenter. Deres status blev allerede cementeret i 1955, da de sammen med 22 andre vingårde blev ophøjet til Côtes de Provence Cru Classés-status. Denne vigtige anerkendelse blev givet til producenter, som havde historie, omdømme og en vin af så høj kvalitet, at de blev betragtet som regionens bedste.
Siden denne første, store milepæl har de arbejdet utrætteligt for at bevare den vinens kvalitet, som i første omgang sikrede dem deres store anerkendelse. Og ved at være tro mod deres stil og udtryk har de etableret sig som en urokkelig klippe af kvalitet i en ellers meget omskiftelig vinverden.