Gogi Wines

Bag navnet Gogi Wine gemmer der sig den berømte Hollywood-skuespiller Kurt Russells eget personlige vinmærke skabt i samarbejde med dansk-californiske Peter Work og hans Ampelos Cellars, som har begejstret vinanmelderne med dets klassisk funderede vine lavet på Pinot Noir og Chardonnay

Kan en rig og berømt Hollywood-stjerne virkelig lave god vin? Hvis din første indskydelse er at svare nej til det spørgsmål, er du næppe alene. 

Så det gør det faktisk endnu mere imponerende, at det er lykkedes Kurt Russell - af mange nok bedst kendt som Goldie Hawns bedre halvdel samt en lang filmkarriere med klassiske titler som ”Tombstone”, ”Tango & Cash” og ”Death Proof” på CV’et – et etablere sig som en respekteret vinmager.

Vi kunne ikke finde nogle varer, der matchede dine kriterier.

Russell har fortalt, at drømmen startede allerede, da han som almindelig vinentusiast tilbage i 80’erne sammen med sin familie drog på cykelferier gennem berømte vinregioner i Frankrig, Italien og Californien. Alligevel skulle der gå en hel del år, før han sammen med danske Peter Work og hans roste Ampelos Cellars i 2008 tog springet og etablerede Gogi Wines, som – i logisk forlængelse af Russells store kærlighed til Bourgogne – laver vine produceret på Pinot Noir og Chardonnay fra de biodynamisk dyrkede marker omkring Santa Barbara.

Og skulle nogen så tro, at der bare er tale om et forfængeligt og ego-drevet hobbyprojekt for en privilegeret Hollywood-stjerne, tager de ifølge Russell grundigt fejl. Det er nemlig vigtigt for ham at understrege, at han er med i samtlige vigtige beslutninger i processen - ikke mindst i kælderen. Så på den baggrund må det føles som en stor triumf, at respekterede vinmagasiner som Wine Spectator og Wine Entusiast har taget godt imod både hans rød- og hvidvine, som i flere anmeldelser har modtaget 92 points.

Navnet Gogi er i øvrigt inspireret af det kælenavn, som hans søstre gav Russell som barn, ligesom alle hans vine er opkaldt efter nære familiemedlemmer – fra hans mor, søstre, børn og selvfølgelig: Goldie!

Med andre ord, Gogi Wine er ikke bare et spændende tilbud til filmfans, men til alle der sætter pris på klassisk funderede californiske vine af virkelig høj kvalitet.